Debat     Galleri     Log in
40 r med stjernestunder i Tinghallen

Af Journalist Ronald Nielsen, MedieKontoret

Tinghallen i Viborg har i år eksisteret i 40 år, og det markeres med udgivelse af en jubilæumsbog med titlen "Her hvor TING'ene sker"

Dolly Parton, Bryan Adams, Chuck Berry, Kris Kristofferson, Kenny Rogers. Listen er lang over de rock-, pop- og countrystjerner, som inden for de senere år har optrådt i eller ved Tinghallen. Men det er langt fra noget nyt, at internationalt kendte bands og solister gæster kongres- og musikhuset i Viborg, fremgår det af den jubilæumsbog, som Tinghallen netop har udsendt i forbindelse med sit 40 års jubilæum.
"Her hvor TING'ene sker" hedder bogen, som bl.a. beretter om de mange store navne, der i de første år efter åbningen i februar 1969 gæstede Tinghallen. Ofte som det eneste sted i provinsen, nogle gange som det eneste sted i Danmark. Det var således ikke uden grund, at Viborg i disse år blev kendt som provinsens måske førende koncertby. Steppenwolf, The Move, Nice, Procol Harum, Ten Years After, The Small Faces og John Mayall er rocknavne, der stadig bringer søde minder frem hos mange. Men også popdrenge og -piger i den mere bløde ende kom på besøg. Fx gav den nyligt afdøde tyske schlagerkonge Freddy Breck sin første danske koncert i netop Tinghallen.

Omdiskuteret fra starten
En del af midlerne til at opføre Tinghallen blev skaffet gennem aktietegning blandt lokale borgere og virksomheder. Mange var således glade for, at Viborg nu endelig havde fået en stor hal, der fra starten blev brugt til både koncerter, udstillinger, fester og sport. Men Tinghallen havde også sine modstandere, der ikke mindst var utilfredse med byrådets tilsagn om at ville dække hallens eventuelle driftsunderskud.
Især måtte erhvervsmanden og lokalpolitikeren Axel Brøndum stå for skud. Brøndum var om nogen initiativtageren til Tinghallen, og han var i de første vanskelige år formand for hallens bestyrelse. Han talte ligefrem om to fronter i Viborg: De, der var for Tinghallen, og de, der var imod. Efter Brøndums mening var viborgenserne ikke flinke nok til at bakke Tinghallen op, og han henviste i den forbindelse bl.a. til


Jubilæumsbogens forside prydes af et "dobbeltbillede", hvor man dels kan se Tinghallen anno 2009, dels se, hvordan hallen tog sig ud ved åbningen for 40 år siden.

Holstebrohallen, " hvor tilsyneladende hele byen er stamgæster, idet man slutter op om hvert eneste arrangement", som Brøndum udtrykte det.

Rivende udvikling
Som det fremgår af jubilæumsbogen, har Tinghallen i den 15-20 år været inde i en rivende udvikling. Både arrangementsmæssigt og med hensyn til hallens fysiske rammer.
I 1989 fik Tinghallen et nyt stort køkken. I 1993 tog man en ny stor foyer samt en større og moderniseret restaurantafdeling i brug. Tre år senere blev siddekomforten i hallen væsentligt forbedret, bl.a. med et nyt system af teleskopsæder. Og i 2004 kom så det store scenetårn med alskens teknisk udstyr.
Bogen fortæller også om de aktuelle planer om en ny multiarena med et tilhørende stort hotel. Et kæmpeprojekt, der tænkes gennemført i samarbejde mellem Tinghallen, Viborg HK, Viborg Kommune og private investorer, og som også indebærer, at den nuværende Tinghal skal bygges om til et decideret musik- og teaterhus med faste stole.
Jubilæumsbogen om Tinghallen, der blev præsenteret i forbindelse med hallens generalforsamling for nylig, er skrevet af journalist Ronald Nielsen, MedieKontoret.

  

<-- Tilbage