Debat     Galleri     Log in
Alarmerende mange fejlopkald

- Hallo, det er alarmcentralen! Sådan lyder det flere hundrede gange i døgnet fra en af operatørerne på alarmcentralen i Viborg.

Men alt for ofte er der tale om et fejlopkald. Fordi nogen har tastet forkert, keder sig, vil lave sjov eller af andre grunde slet ikke skal i forbindelse med alarmcentralen. Antallet af fejlopkald til alarmcentralen i Viborg er alarmerende højt. Således viser en opgørelse, at der i december 2009 var i alt 8.724 opkald til 112. Heraf var der 6693 fejlopkald. Det vil sige, at mere end tre fjerdedel af samtlige opkald havde forkert adresse. Kun i godt 23 procent af tilfældene var det vitterlig alarmcentralen, man skulle have fat i.

For medarbejderne på alarmcentralen er de mange fejlopkald naturligvis irriterende og generende nok i sig selv. Langt værre er det dog, at fejlopkaldene spærrer for de reelle nødopkald. Jo mere tid der bliver brugt på at besvare fejlopkald, desto mindre tid er der tilbage til at besvare opkald fra dem, der har ringet 112, fordi de er involveret i – eller vidner til – en farlig eller livstruende situation, der kræver handling her og nu.

De mange fejlopkald til 112 kan deles op i tre kategorier:

  • børn og ligesindedes leg med telefonen
  • generel uvidenhed
  • tekniske fejl

Problem med gamle mobiler
Alarmcentralen kunne slippe for en del af fejlopkaldene, hvis forældre ville undlade at give kasserede mobiltelefoner som legetøj til deres børn. Selv om SIM-kortet er fjernet, kan telefonen nemlig stadigvæk ringe til 112. Og det er der mange børn, som benytter sig af. Enten helt bevidst, eller fordi de morer sig med at trykke tilfældige tal ind på tastaturet med det resultat, at de måske havner hos alarmcentralen.

Når voksne fejlagtigt ringer 112, skyldes det ofte uvidenhed om, at dette nummer er og bliver et alarm-nummer. Alt for mange ringer fejlagtigt 112-nummeret, hvis de fx vil anmelde, de har haft indbrud, eller at deres cykel er blevet stjålet., eller de ønsker hjælp til at få deres kat ned fra taget. Her skal man i stedet bruge nummeret til politistationen – nemlig 113. Alt for mange forveksler brugen af de to numre og har svært ved at skelne, hvornår man bruger det ene, hvornår det andet.


112 – sådan:
Derfor: Brug kun 112 ved akutte, farlige situationer, fx ved:

  • akut opstået alvorlig og livstruende sygdom eller tilskadekomst, hvor der er brug for ambulance og/eller redningskøretøj mv.
  • brand eller formodning herom
  • pludselig opstået betydelig forurening.

Hvis du har brug for hurtig hjælp i form af brandvæsen, ambulance eller politi og derfor ringer 112, så husk:

  • at fortælle, hvad der er sket, hvor og hvornår - og hvilket telefonummer du ringer fra
  • at blive ved telefonen, indtil din besked er forstået
  • at opgive bynavn, hvis du ringer fra en mobiltelefon
  • at oplyse vejnavn, retning og nærmeste by, hvis du ringer fra din bil
  • at holde mobiltelefonen tændt, indtil hjælpen er nået frem.

 

 

 

Tilbage