Debat     Galleri     Log in
Landevejskroen lever fortsat i bedste velgående

Af Journalist Ronald Nielsen, MedieKontoret

Lige før vejen slår en bugt, ligger der ... en kro så smuk. En rigtig landevejskro, der ligesom i de gode gamle dage fortsat frekventeres af mange vejfarende, der passerer på vej til det ene eller andet, men som for mange andre er målet i sig selv. Niels Bugges Kro, som det drejer sig om, er nemlig værd at køre efter. Beliggende i Danmarks smukkeste natur - og med en gastronomisk standard, som kan tilfredsstille selv den mest kræsne.

- Jo, det er et dejligt sted at kunne byde velkommen til gæster fra nær og fjern. Hvad enten de kommer til en frokost eller en kop kaffe, en familiefest eller et virksomhedsarrangement, sætter vi en ære i at gøre deres besøg til en oplevelse, siger Poul Nielsen, der sammen med sin kone, Gitte Nielsen, har drevet den landskendte kro gennem mere end 20 år.

I dag er Poul Nielsen atter kromand på fuld tid. Gennem mange år drev han, sideløbende med kroen, også en stor cateringvirksomhed, der solgte fisk og skaldyr, primært fra Fjernøsten, til europæiske restauranter. Et job, der indebar et væld af rejser, så han kun i mindre omfang kunne være involveret i driften af Niels Bugges Kro, hvor fru Gitte derfor måtte tage en ekstra tørn. Men cateringvirksomheden er nu solgt fra, så Poul Nielsen atter kan koncentrere sig 100 procent om kroens drift.

- På sådan en kro er der altid nok at se til, så vi fungerer begge som blæksprutter, der har armene ude i mange forskellige retninger samtidig, fortæller Poul og Gitte Nielsen.

Med Poul Nielsens baggrund som kok er køkkenet naturligvis et af hans domæner, mens den dekoratør-uddannede Gitte Nielsen er meget involveret i fx borddækning og ikke mindst udsmykningen af kroen. En udsmykning, der er en historie for sig - med sit væld af charmerende ting, sager og snurrepiberier, hvoraf nogle har hørt til på kroen i årtier, mens andre er erhvervet af Gitte Nielsen.

 


På sådan en kro er der altid nok at se til, så vi fungerer begge som blæksprutter, der har armene ude i mange forskellige retninger samtidig, fortæller Poul og Gitte Nielsen.

Spændende og dramatisk historie
Niels Bugges Kro har sin oprindelse helt tilbage i 1790'erne, hvor den daværende ejer af Hald, Frederik Schinkel, lod opføre en opføre en mølle - møllesøen kan stadig ses bag kroen. Som det dengang var skik, blev der i forbindelse med møllen oprettet et beskedent gæstgiveri. Det blev i 1872 erstattet af den nuværende krobygning, der blev tegnet af den berømte arkitekt Martin Nyrup, som blandt andet også var involveret i restaureringen af tårnet på Hald Ruin. Det mest berømte bygningsværk fra hans hånd er Københavns Rådhus.

Senere blev kroen først udvidet med en sydfløj. Og i 1948 måtte der bygges en ny nordfløj til kroen, idet den oprindelige nordfløj blev revet med af vandmasserne, da møllesøens dæmning efter et dagslangt og meget voldsomt regnskyl gav efter for trykket.

I dag er det ikke den slags dramaer, men gode, smagsmættede oplevelser omkring smukt pyntede borde, der trækker folk til Niels Bugges Kro. Af samme grund er det en god ide at reservere plads på forhånd.

 

<-- Tilbage